Vejlevej 24  |  7300 Jelling  |  Tlf.: 7587 2411  |  Mail: aehu@aehu.dk | Reg.nr. hos Rejsegarantifonden: 468
   

Praktiske oplysninger før rejsen


TILMELDING
Tilmelding kan ske telefonisk til kontoret eller via vores hjemmeside www.aehu.dk

Det er vigtigt, at vi modtager det fulde og korrekte navn, enslydende med navnet i passet. Ældre på Højskole i Udlandet frasiger sig ansvaret for udgifter eller følger pga. forkert oplyst navn.

Vær også opmærksom på at oplyse eller udfylde punkterne om afbestillingsforsikring samt evt. tilslutningsfly eller buspåstigning.

Efter modtagelsen af tilmeldingen sender vi en bekræftelse med yderligere informationer om kurset samt girokort til betaling af depositum og evt. afbestillingsforsikring.

Ca. 8 uger før afrejsen udsender vi en omfattende kursusbeskrivelse med dag-til-dag program, deltagerliste, praktiske oplysninger om kurset og rejseforløbet samt faktura på restbeløbet.

BETALING
Hvis kursusprisen er:
- under kr. 10.000 er depositum kr. 1.000.
- kr. 10.000 - 20.000 er depositum kr. 1.500.
- over kr. 20.000 er depositum kr. 3.000.
Depositum skal indbetales senest en uge efter modtagelsen af vores bekræftelse. Restbeløbet betales senest 6 uger før kursusstart.

FRAMELDING
Ved framelding indtil 8 uger før afrejse betales det indbetalte depositum fratrukket et gebyr på 50 %.
Framelding 8-6 uger før afrejse medfører tab af depositum.
Ved framelding i perioden 6 uger til 1 måned før afrejse tilbageholdes 25 % af rejsens pris.
Ved framelding mindre end 1 måned før afrejse vil rejsens pris være tabt.

Har man tegnet en afbestillingsforsikring, dækker denne det tabte beløb ved fremsendelse af lægeerklæring iflg. forsikringsbetingelserne.
Ved kurser, hvor der indgår et forberedende højskoleophold gælder særlige regler.

OVERFLYTNING
Overflytning til et andet kursus medfører ekstra omkostninger, og vi beregner derfor et gebyr på kr. 250,-.
Sker overflytningen mindre end 8 uger før kursusstart gælder reglerne for framelding.

AFBESTILLINGSFORSIKRING
Vi kan tilbyde at tegne en afbestillingsforsikring hos Gouda Rejseforsikring. Forsikringspræmien er 5 % af rejsens pris. Afbestillingsforsikringen skal bestilles sammen med kurset og opkræves på samme faktura som depositum.

REJSEFORSIKRING
Da hjemtransport ikke er dækket af det gule sygesikringskort, anbefaler vi på det kraftigste alle deltagere at tegne en rejseforsikring.

For rejser udenfor Europa kræver vi rejseforsikring for at deltage.

Vi samarbejder med Gouda Rejseforsikring og kan tilbyde rejseforsikringer, der passer til de enkelte rejsemål. Der er flere muligheder: Ring til vort kontor.

Folder med beskrivelse af forsikringens dækningsomfang fremsendes ved køb af forsikringen.
For deltagere uden det gule sygesikringsbevis gælder andre regler. Man bør derfor kontakte vort kontor.

AFLYSNING AF KURSER
Gennemførelsen af kurserne afhænger af antallet af tilmeldinger. Ved et deltagerantal på under 20 personer kan det ske, at kurset gennemføres med kun én dansk kursusleder.
Ved aflysning af et kursus får deltagerne normalt besked senest 6 uger før kursusstart. Når et kursus aflyses fra vores side, får man naturligvis hele det indbetalte beløb tilbage, eller man kan overflyttes til et andet kursus uden omkostninger.
En rejse kan også aflyses, hvis der i nærheden af rejsemålet er oprør, krigshandlinger eller naturkatastrofer. I sådanne situationer er aflysning dog betinget af, at Udenrigsministeriet fraråder at rejse i det pågældende område.

FLYREJSER & INDENRIGSFLY
Hovedparten af vore flykurser udgår fra Kastrup Lufthavn.
Hvis det ønskes, kan vi hjælpe med tilslutningsfly fra provinsen. Vi beregner et administrationsgebyr på kr. 75,- for indenrigsbestillinger.

BUSREJSER
På busrejser benytter vi moderne langtursbusser med toilet. Der serveres gratis kaffe/te i bussen. Øl og vand kan købes undervejs. Alle busserne er røgfrie, men der holdes jævnligt pause.
Opsamlingsbyerne er nævnt under de enkelte kurser. Der kan særskilt aftales andre busopsamlingssteder langs motorvejen på den rute, bussen kører.

OVERNATNING INDEN AFREJSE
Er der behov for at overnatte i København i forbindelse med ud- eller hjemrejsen, kan vi hjælpe med hotelreservation til fordelagtige priser. Vi benytter Hotel Nebo tæt ved Hovedbanegården og Hotel Bel Air på Amager nær lufthavnen.
Ved mødetider i Kastrup Lufthavn før kl. 11:00 på afrejsedagen tilbyder vi deltagere fra Fyn og Jylland at overnatte på Hotel Nebo til kr. 275,- pr. person. Forhør nærmere på vort kontor.

PRISER
Deltagerprisen er baseret på indkvartering i delt dobbeltværelse.
Hvis der ikke er mulighed for delt dobbeltværelse, vil der blive opkrævet tillæg for enkeltværelse.
Udover kursusprisen skal der beregnes et mindre beløb til køb af drikkevarer (kaffe, øl, vin o.s.v.).
Vi tager forbehold for evt. trykfejl, ligesom vi forbeholder os ret til prisforhøjelser på grund af uforudsete prisstigninger ved forhøjede transportpriser, skatter og afgifter, oliepriser og ændrede valutakurser. Prisforhøjelsen vil blive varslet senest 6 uger før afrejse.

FORBEREDENDE HØJSKOLEOPHOLD
Vore oversøiske rejsemål har et forberedende dansk højskoleophold inkluderet i deltagerprisen. Dette formøde finder typisk sted et par måneder forud for rejsen og varer 3-5 dage. Rammen om højskoleopholdet er Brandbjerg Højskole lidt udenfor Vejle.

Programmet vil typisk indeholde foredrag om kulturelle, historiske og politiske forhold i relation til landet og rejseprogrammet. Lysbilleder, musik og film kan også indgå. Desuden gennemgår vi turen detaljeret og giver praktiske informationer om f.eks. rejseforløbet, forsikringer og vaccinationer.
Der bliver også henvist til relevant litteratur, så man har mulighed for yderligere forberedelse derhjemme inden afrejsen. Og så vil der naturligvis være sang fra højskolesangbogen, debat, ture i omegnen og hyggeligt samvær, så vi lærer hinanden godt at kende i rejsegruppen.

Perioden for det forberedende danske højskoleophold er nævnt under de enkelte kurser, som har det inkluderet.

BESTYRELSEN FOR HØJSKOLE I UDLANDET
Christian Madsen, sognepræst, København Ø (formand)
Henning Jensen, fhv. eksp. sekretær, Vejle (næstformand)
Svend-Erik Gysbæk Jensen, Jobcenter-chef, Kolding
Jens Bech Andersen, fhv. beskæftigelseschef, Vejle
Kirsten Frank-Larsen, fhv. lærer, Odder
Niels Gert Nielsen, fhv. konsulent, Horsens
Ingrid Slipsager, fhv. højskolelærer, Gadbjerg
Willy Sørensen, fhv. kommunaldirektør, Jelling
Conny Bæk Hansen, fhv. direktør, Jelling
Peder Korshøj, fhv. major, Rødkjærsbro

Ældre på Højskole i Udlandet, CVR-nr. 12 87 32 98