PIEMONTE - en gastronomisk perle

For foden af Alperne ligger regionen Piemonte. Her finder man nogle af Italiens kendteste vinbyer: Alba, Barolo og Barbaresco, hvis kældre er fyldte med ædle flasker. Når vinen er i hus, går man i skoven og leder efter den hvide trøffel, verdens dyreste jordknold, der af kendere betragtes som det yderste raffinement, der kan opnås inden for det spiselige repertoire.
PROGRAM
Dag 1
Vi flyver fra Kastrup med ankomst til lufthavnen i Milano sidst på formiddagen. Vi er landet midt på den flade Poslette og kører hurtigt ind i Piemonte - igennem Italiens største risdyrkningsområde. Om foråret overrisles markerne gennem et sindrigt net af kanaler med vand fra Pofloden. Vi spiser frokost på en stor risgård med egen kirke og får et indblik i århundreders tradition for risdyrkning.
Efter frokost kører vi mod syd til den lille middelalderperle Neive, der skal danne ramme om vort ophold i Piemonte den næste uge. Efter indkvartering rundt om de to maleriske torve i Neive mødes vi i ”La Contea”, hvor Tonino Verro, vor vært, byder os velkommen. Vi holder samling og lærer hinanden at kende.
Middag på ”La Contea”.
 |
 |
Dag 2
Efter morgenmaden er der samling med oplæg til dagens program, slow-food-begrebet og de produkter, som hele egnen er så kendt for: vin, trøfler og hasselnødder. Vi går sammen en lille rundtur i vor by Neive, som bringer os til Tonino og Claudias vingård, hvor vi hører om deres produktion af økologiske grøntsager og vin. Frokost på La Contea. Midt på eftermiddagen kører vi ind i Asti området, berømt for de mousserende dessertvine, Moscato d’Asti og Asti Spumante, og besøger en vingård, som ejes af to danske vinentusiaster.
Middag på ”Vincafé” i Alba.
Dag 3
I dag kører vi efter morgenmaden til nabobyen Alba – kendt for sine ”100 tårne” og sin vin- og trøffelfestival. Vi ser sammen med en lokalguide grundigt på byen med de smalle gader, kønne huse og alskens kvalitetsprodukter inden for pasta, chokolade, olier og trøfler. Sidst på formiddagen kører vi mod syd til vindistriktet Barolo og den imponerende vingård ”Fontanafredda”, hvor vi skal have en rundvisning, spise frokost og prøvesmage deres dejlige vine.
Efter frokost kører vi rundt i de verdensberømte bakker, hvor ”Kongernes Vin” dyrkes på hver en sydvendt skråning. Vi nyder fra bussen de mange dejlige udsigter, hvor næsten hver bakketop krones med en drabelig middelalderborg med tårne og skydeskår. Vi kører gennem de kendte vinbyer Serralunga, Monforte og Barolo. I Barolo by er der mulighed for at se på slottet med vinmuséet, besøge vinproducenten Marchesi di Barolo el. nyde en cappucino på den lokale café.
Middag på ”La Contea”.
Dag 4
Efter morgenmaden er der samling. Det er i dag, vi skal aflokke Tonino hemmelighederne bag hans berømte stjernekøkken. Vi bliver, udrustet med forklæder, opdelt i to hold, som skal prøve kræfter i hans gourmetkøkken og i "det hvide køkken" på 1. sal – ælte, røre og snitte – og ikke mindst smage os frem til den ultimative kombination af mad og vin.
Frokosten består af vore egne dejlige frembringelser.
Efter denne oplevelse er der tid til et lille hvil, inden vi midt på eftermiddagen kører til Piemontes eneste ”Universitet” til opdrætning af Trøffelhunde. Vi skal mødes med Trifolau’en – trøffeljægeren - og hans uundværlige ledsager, den opdrættede trøffelhund. Vi følger i sporene på disse uadskillelige venner og ser, hvorledes den eftertragtede jordknold spores og bringes for dagens lys. Efter jagten prøvesmager vi forskellige trøffelprodukter.
Middag på ”La Contea”.
Slotspladsen i Torino
Dag 5
Efter morgenmaden kører vi i bus til Torino, det samlede Italiens første hovedstad. Byen er grundlagt af romerne, men kaldes også ”barokkens by” på grund af sine mange flotte barokpaladser. Vi stiger af bussen tæt på byens centrale plads, Piazza San Carlo, og vandrer under skyggefulde arkader forbi charmerende caféer og elegante forretninger til kongeslottet og domkirken, som rummer ”Jesu Ligklæde” – et af kristendommens største relikvier. Der vil blive mulighed for at besøge slottet el. et af de spændende museer.
Frokost i Torino.
Efter frokost kører vi med bussen til Torinos sydlige udkant, hvor vi besøger Fiat-fabrikkerne og bl.a. hører om produktionen af den berømte Fiat 500, hvis arkitekt i mange år boede i vor by Neive. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage.
Middag på ”La Contea”.
 |
 |
Dag 6
Efter morgenmaden vil der blive mulighed for at nyde vor egen by Neive, måske til morgenmessen. Sidst på formiddagen kører vi mod La Morra-bakkerne. Vi overskrider Talloria-bækken og kører mod den lille vinby La Morra, hvor nogle af områdets berømteste vinbønder har deres gårde. Vi stiger af bussen og vandrer en lille tur ad ”Barolostien” gennem vinmarkerne. I det lille samfund Annunziata skal vi besøge vinbonden Gian Piero Marrone, smage på hans vine og høre en typisk historie om italiensk familie- sammenhold.
Frokosten er en vinsmagning hos familien Marrone.
Midt på eftermiddagen kører vi tilbage til Neive.
Middag på ”La Contea”.
Dag 7
Efter morgenmaden drager vi igen til Alba. I dag er det den store markedsdag, og hele byen summer af liv. Vi går sammen ned ad hovedgaden Via Vittorio Emanuele II til Piazza Savona. Der vil blive rigelig tid til på egen hånd at nyde atmosfæren og måske forsøge sig med en handel i de smukke forretninger eller de små boder, der fylder hovedgaden og pladserne. Frokost efter eget valg. Der uddeles frokostpenge.
Efter frokost mødes vi igen og kører til middelalderborgen Grinzane Cavour, hvor Italiens største statsmand, Camillo Cavour, i en alder af 22 år residerede som borgmester og plantede de første nebbiolo-vinstokke. I borgen er indrettet egnsmuseum og ”enoteca”, hvor man kan købe vin og delikatesser fra hele området. Vi får en guided rundvisning i borgen.
Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Neive.
Afskedsmiddag på ”La Contea”.
 |
Vinbyen La Morra med de berømte vinbakker
Dag 8
Efter morgenmaden er der stadig tid til at nyde et par timer i Neive, inden bussen kører os mod Milano.
Vi spiser frokost undervejs til Milano lufthavnen Malpensa.
Ankomst i Kastrup hen på aftenen.
Dessert på La Contea
Ændringer i programmet vil kunne forekomme.
På kurset medvirker Elsebeth Juncker, der har mange års rejseerfaring i området.
REJSEFAKTA
|
|
Logi:
|
Bad og toilet på alle værelser, ingen elevator.
|
|
Varighed:
|
8 dage
|
|
Fysiske krav:
|
Vandringer på ujævnt terræn.
|
|
Fly:
|
Kastrup-Milano
|
|
Pris:
|
Kr. 12.975 alt inkl:
Transport til kursusstedet og under programmet, ophold med helpension, samtlige udflugter og entréer, foredrag, to danske kursusledere, guider og gæstelærere, drikkepenge, lufthavns- og vejskatter.
|
|
Tilkøb:
|
Enkeltværelsestillæg kr. 1.450
Afbestillingsforsikring kr. 648,75
Rejseforsikring: Forskellige muligheder, ring til vort kontor.
|
|